Vores historie

Ishøj, Rødovre, Vesterbro, Høje Gladsaxe, Amager, Nørrebro og Farum. 

I Tråd Med Verden har været rundt omkring. I 2010 startede vi op i Ishøj, som et integrationsprojekt i samarbejde med KEA og Røde Kors.

Siden blev det videreført som en boligsocial indsat i Ishøj og Rødovre. 

I 2018 blev vi registreret som en socialøkonomisk virksomhed, drevet af foreningen I Tråd Med Verden, med en samarbejdsaftale med KAB om at drive værksteder i udsatte boligområder i København og omegn.

I skrivende stund står vi med frugten fra mange års hårdt arbejde. Vi har to velfungerende værksteder i Farum og på Nørrebro. Vores design DNA er blevet stærk, kvaliteten er steget, vores produkter er populære og sælger godt og vi kæmper med at følge på efterspørgslen. Vi oplever en stor interesse fra virksomheder der ønsker vores take på at genanvende deres egne kasserede  tekstiler, og vi ser at balancen mellem at sy B2B og også udvikle produkter i vores eget navn har en positiv indvirkning på hinandens områder.

Desuden oplever vi at flere og flere mennesker står med psykiske og/eller fysiske udfordringer og har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Det ansvar vil vi gerne være med til at løfte, og det er vores overordnede mission at skabe plads i fællesskabet til den målgruppe og være en stemme for nogen der sjældent bliver hørt. 

Vi er med vores erfaring gennem årene blevet eksperter i at se muligheder i mennesker og materialer, og ved at bygge broen fra hjemmet, udkanten af samfundet og ind til arbejdsfællesskabet har vi løsningen på ikke bare et samfundsproblem men også en konkret hjælp til en klimaudfordring.