Hos ITMV indfarver vi kasserede tekstiler med naturens farver. Farverne kommer delvist fra planter, som vi selv indsamler – fx løgskaller, avocadosten, ligusterbær, regnfang, valnød og birk.  Desuden bruger vi indigo, vau og krab, som kommer fra mere eksotiske egne.

Plantefarvning er en bæredygtig måde at bearbejde tekstilerne på og giver et smukt udtryk, hvor hvert stykke tekstil rummer en masse variationer, mønstre og farvespil, som altid er unikt for den enkelte indfarvning.

Vi modtager en del donationer af kasseret tekstil – dels fra virksomheder som fx ELIS, dels fra privatpersoner. Mange af tekstilerne er hvide og nogle er plettede. Med indfarvningen kan pletterne skjules og de hvide tekstiler får nye anvendelsesmuligheder. Ved at sammensætte plantefarvede tekstilrester opstår der smukke patchwork-stoffer, som vi syr til gardiner, puder, poser mm. Vi får således anvendt selv de mindste rester i vores produktion, så vi mindsker tekstilspild og sparer miljøet for tekstilaffald og kemiske farver. Vi forbehandler tekstilerne, så farverne er lysægte og tåler vask ved lav temperatur.

På vores værksted på Nørrebro er plantefarvning med til at give medarbejdere og praktikanter en meget konkret, inspirerende og motiverende oplevelse af, hvordan vi som virksomhed og som mennesker kan bidrage til bæredygtig produktion og forbrug af tekstiler i vores hverdag.